Download billede

Misantropen resumé

Personerne:
Alceste
Philinte, Alcestes ven
Oronte, Célimènes bejler
Célimène,Ung enke
Éliante,  Célimènes kusine
Arsinoé, Célimènes veninde
Acaste, Markis
Clitandre, Markis
Basque, Célimènes tjener
Dubois, Alcestes tjener
En retsbetjent

Handlingen foregår i Célimènes have i Paris.

 1.AKT
”Mit had, det er globalt, jeg ringeagter alle”
De to venner Alceste og Philinte mødes og diskuterer deres omgangskreds. Alceste er godt og grundigt træt af den forlorenhed, der gennemsyrer samfundet. Han nægter at spille med på falskheden og kræver i stedet, at alle andre skal op på hans høje hest. Philinte prøver udglattende at foreslå, at Alceste bliver mindre fjendsk i sin måde at kommunikere med vennerne. Hvilket Alceste på ingen måde vil lytte til.
Alceste har dog et stort problem: Han er håbløst forelsket i vennekredsens dronning og intrigernes mester, den unge enke Célimène. Som Alceste dog er overbevist om, at han kan ændre, når hun først er fanget ind og er flyttet med ham på landet.
Helt galt går det, da adelsmanden Oronte, som også er ganske begejstret for Célimène, kommer forbi. Han er som mange andre i omgangskredsen draget af Alcestes vid og kompromisløse facon. Han beder Alceste om at bedømme et digt, som han har skrevet. Det går dog ikke som håbet, for Alceste er ærlig og rakker digtet godt og grundigt ned: ”Sonetten er fortænkt, for kunstlet og finurlig, af tankegang naiv, men trods det unaturlig.”
Oronte forlader fornærmet selskabet, mens Philinte prøver at få Alceste til at forstå, at man ikke altid behøver at sige sin mening. Eller i det mindste kan prøve at pakke kritikken lidt ind.

2.AKT
”Jeg er imod den måde, du lever livet på”
Alceste og Célimène har en lille tête-à-tête i Célimènes have. Alceste kritiserer meget ærligt den smukke enkes imponerende evner udi bagtaleri og falske kindkys. Célimène, der nyder at have bejlere og rygklappere omkring sig, kan ikke forstå, at det skulle være et problem, at hun er så populær og forstår at spille rænkespillet. Samtalen ender i et skænderi, inden de to bliver afbrudt af de sladdervorne markiser Acaste og Clitandre, kusinen Éliante og Philinte, der er kommet på visit. Det mildner ikke Alceste, som på dramatisk vis beder Célimène om at vælge mellem ham og vennerne.
Sladderen og bagtaleriet går lystigt i den lille flok; alle i omgangskredsen får en tur, indtil Alceste bryder ind og giver dem alle en opsang.
Célimènes tjener, Basque, kommer ind og siger, at der er en mand, der vil tale med Alceste. Det viser sig at være et bud, der beordrer Alceste til straks at møde i marskal-retten. Oronte er blevet sur over Alcestes hårde ord om hans digt og vil have ham dømt for injurier.

3.AKT
”Jeg kommer med et råd fra kvinde og til kvinde”
De to markiser, Clitandre og Acaste, diskuterer heftigt, hvem der har Célimènes gunst. De bliver enige om at lade det være op til Célimène at bestemme. De må vente på et bevis fra deres udkårne.
Célimène besøg af Arsinoé, en lidt ældre, ikke så attraktiv og meget gifteklar veninde.
Mens Arsinoé er på vej ud i haven, når Célimène og markiserne at bagtale gæsten; ”Og hvad vil hun den mær”, ”Hun er så from, så from…”
Arsinoé kommer ind, Célimène sender markiserne væk, og hilser på sin gæst med falsk varme.
Arsinoé siger, at hun kommer som en ven og i bedste mening, fordi hun er bange for det ry, som Célimène har i byen. Folk siger, at Célimène er en overfladisk selskabspapegøje, der fylder sine stuer med en endeløs strøm af ligegyldige gæster. Og hvis Célimène er klog, vil hun tage ordene til sig. For de er sagt i bedste mening.
Célimène falder dog ikke for den slet skjulte kritik. Hun går i stedet til modangreb: ”Min kære Arsinoé, din omsorg er skam skattet. Og du må ikke tro, at det bli’r misopfattet…Et sted forleden, hvor jeg var inviteret, familien der er kendt og meget estimeret, der talte vi om folk, vi ser på vores vej, om deres fejl og fortrin, og nogen nævnte dig. Din sippethed og dyd, og at du er så from, var ikke egenskaber, som alle syntes om”.
De to kvinder begynder nu at kaste spydigheder efter hinanden, mens de forsikrer hinanden om, at det skam kun er venligt ment.
Alceste træder ind, og Célimène beder ham om at konversere Arsinoé, mens hun selv går for at skrive et brev. Arsinoé er ikke sen til først at rose Alceste for derefter at fortælle ham, at Célimène bestemt ikke er noget for ham. Hun er uværdig til at modtage hans kærlighed. Hvis han har ti minutter og vil gå med hende hjem, vil hun føre bevis for Célimènes svig og utroskab. Og ikke mindst stiller hun sig til rådighed, hvis Alceste får brug for trøst.

4. AKT
”Forsvar dig dog, for fanden!”
Célimènes elskværdige kusine, Éliante, og Alcestes fornuftige ven, Philinte, taler om retssagen mellem Oronte og Alceste, der endte med, at Oronte opgav anklagen, efter Alceste modvilligt beklagede, at havde været strid. Philinte kan ikke forstå, at hans ven er så stejl. På nær lige når det kommer til Célimène, hvor hans dømmekraft ifølge Philinte svigter fuldstændigt. Éliante prøver derimod at forsvare Alcestes kærlighed til Célimène. Men hvis det ikke skulle gå mellem de to, er hun da villig til at springe til. Også selv om hun ikke er førstevalg. ”At afvisning var årsag, det ku’ jeg sagtens magte. At komme med på afbud er ikke at foragte”. Philinte, der er forelsket i Éliante, erklærer, at han skam også kunne leve med at være 2. valg, hvis det ikke lykkes for Éliante at få Alceste.
Alceste kommer ind og er rødglødende af jalousi. I lommen har han et brev fra Célimène til Oronte, hvori Célimène har skrevet yderst søde ord til den flamboyante markis. Èliante prøver at glatte ud, men alt preller af på Alceste, der beder Éliante om at tage imod sit hjerte for at hævne det svig og den smerte, Célimène har forvoldt.
Alceste konfronterer Célimène med brevet. Han er vred over hendes dobbeltspil: ”Du er så snu og fræk, at det her skraber bunden”. Célimène prøver først at overbevise Alceste om, at brevet er tiltænkt en anden, men må til sidst indrømme, at det er skrevet til Oronte. Hun meddeler Alceste, at sådan er det. Hun gider ikke flere scener og siger at så må han slå op, hvis han ikke kan holde det ud. Alceste bliver dig blot endnu mere arrig over, at hun ikke vil forsvare sine handlinger.
Skænderiet bliver afbrudt af Alcestes tjener, Dubois, der kommer ind og fortæller, at sagen om digtet har taget en uventet drejning. Alceste er blevet dømt og skal nu tage sin straf. Dubois foreslår, at han og Alceste rejser væk for at undgå en retssag. Alceste mener det er noget pjat, men går alligevel. Inden forsikrer han dog Célimène om, at han vil vende tilbage med al sin kærlighed og tale videre om Célimènes brev.

5.AKT
”Jeg håber, I to må finde lykken”
Alceste og Philinte diskuterer dommen, som Alceste bestemt ikke er enig i. Han mener, Oronte er en svindler og har begået mened og siger til sin ven, at det er beviset for, at mennesker er skabt til ondskab og intriger. ”Nu har jeg døjet ok med disse rænkesmede, nu melder jeg mig ud af den her røverrede. For mennesker er værre end ulve i flok, og jeg er ikke med, for jeg har fået nok!”
Philinte prøver igen at glatte ud og uden held at overbevise Alceste om det uhensigtsmæssige i den beslutning.
Alceste overhører en samtale mellem Célimène, og Oronte. Oronte stiller et ultimatum: Célimène skal knytte sig ”med kærlighedens bånd” til ham og samtidig slå hånden af Alceste. Alceste træder frem fra sit skjul og siger, at Oronte har ret, nu må hun vælge. Célimène, der stadig er ung og endnu ikke klar til at binde sig igen, siger, at hun da ikke vil stå og vælge med så mange tilskuere. I stedet vil hun have sin kusine, Éliante, til at tage beslutningen.
Det får hun dog ikke meget ud af.
Herefter invaderes haven af Arsinoé og de tre markiser Philinte, Acaste og Clitindre. De har en bunke breve i favnen. Breve, som Célimène har skrevet til dem hver især. Vennerne læser op af brevene. Det er ikke kønt. De er fyldt med grimme ord om de andre. Célimènes dobbeltspil bliver afsløret til slet skjult glæde for den nu tidligere veninde Arsinoé.
Célimène føler jorden brænde under sig og ser ingen anden udvej end at bejle til Alceste. Selv om han afskyr hendes rænkespil, er han stadig forelsket i hende, så han indvilger i at give deres kærlighed en chance, hvis Célimène går med til at flytte ud på landet med ham. Langt væk fra alt.
Hér sætter Célimène alligevel grænsen: ”Begrave mig med dig som på en øde ø? Gi’ afkald på min ungdom? Så li’så gerne dø!”
Det slukker den sidste rest af Alcestes varme følelser for Célimène, og han bryder med hende.
Alcestes klarsyn gør, at han nu endelig kan se, hvilken dejlig kvinde Éliante er. Han beder hende om tilgivelse for, at hans hjerte tog den forkerte vej. I mellemtiden har Éliante dog indset, at det er en anden, hun elsker, nemlig Philinte. Hun spørger Philinte, om han vil tage sig af hende, hvilket Philinte ikke behøver mange sekunder for at sige ja til. Alceste har tabt slaget:

”Jeg håber, at I to må finde lykken sammen,
og gennem livets storm må holde liv i flammen.
Men jeg, forrådt af alle, forhånet, snydt, med mere,
forlader denne sump, hvor lasten triumferer.
Jeg slår mig ned et sted, med resten af min ære.
Et sted hvor jeg er fri, hvor der er til at være.”